Skolemanifestet
– For nærhed, fællesskab og fremtidssikrede lokalskoler i Vordingborg Kommune
Baggrund
I Hjertebjerg har en skimmelsvamp-ramt skolebygning gjort det nødvendigt at flytte undervisningen midlertidigt til Stege. For mange vækker det bekymring: Kommer skolen tilbage? Og hvad betyder det for lokalsamfundets fremtid, hvis ikke?
Men Hjertebjerg er ikke alene. Andre mindre byer i Vordingborg kommune kan opleve samme usikkerhed, når skoler udfordres af nedslidning, økonomi eller politiske beslutninger.
Vi tror på, at skoler er mere end mursten – de er samlingssteder, kultur og fællesskab. Derfor lancerer vi nu dette manifest som et fælles initiativ for at sikre, at lokale skoler bevares og udvikles – ikke afvikles.
Formål
Skolemanifestet er en kontrakt mellem borgere og politikere i Vordingborg Kommune. Vi ønsker at fastholde levende lokalsamfund, hvor børn kan gå i skole i nærheden af, hvor de bor – og hvor tryghed, læring og fællesskab går hånd i hånd.
Vi forpligter os til følgende principper:
1. Lokal løsning før lukning
Ved akutte problemer som f.eks. skimmel, byggetekniske skader eller midlertidig overbelastning, skal kommunen prioritere løsninger, der muliggør fortsat undervisning i nærområdet. Det kan fx være brug af pavilloner, nabobygninger eller dele af skolen som ikke er ramt af udfordringen, så børn ikke nødvendigvis skal pendle langt.
2. Ingen lukning uden lokal opbakning
Beslutninger om skolelukninger skal aldrig træffes alene på rådhuset. Hvis en lukning overvejes, skal der være:
• En uafhængig faglig vurdering, der dokumenterer nødvendigheden, og
• Opbakning fra et flertal af forældre og lokalsamfundet, fx gennem høring eller lokal afstemning.
3. Vedligehold med rettidig omhu
Kommunen skal arbejde med en langsigtet vedligeholdelsesplan for alle skoler, så problemer opdages og håndteres i tide – før det bliver dyrt, og før eleverne må flyttes. Skolebygninger er ikke en udgift – de er en investering i børn og byers fremtid.
Hensigtserklæring
Skolemanifestet er ikke et ultimatum – det er en invitation til samarbejde.
Vi anerkender, at kommunen har ansvar for økonomi og kvalitet, men vi ønsker at vende beslutningsprocessen på hovedet:
Vi vil finde løsninger sammen – før vi taler om nedlæggelse.
Vi vil give borgerne indflydelse og skabe gennemsigtighed i beslutningsprocesserne.
Underskrift
Ved at skrive under på Skolemanifestet forpligter vi os – som politikere, borgere og fællesskab – til at arbejde for nærhed, gennemsigtighed og ansvarlighed i skolepolitikken i Vordingborg Kommune.
